mandag den 23. april 2012

Frivillige søges til fodboldgolf og beachvolley.

For at det ikke skal gå i stå er det vigtigt, at der er nogle der vil deltage i brug og vedligeholdelse af vores baner.
Meld dig bare - kom ud af busken - gør dit til sammenholdet.
m.v.h. Ulrik

søndag den 22. april 2012

Sportsuge/festen 2012

Bestyrelsen vil nu prøve at afholde sportsugen/festen i uge 25- fra den 21. - 24. juni.

Vær opmærksom på flytningen.

mandag den 2. april 2012

Pastoratsrådet informerer

Som formand for Pastoratsrådet for Vejstrup-Hejls-Taps sogne henvender jeg mig til Jer, da I repræsenterer foreningerne i Taps og dermed det aktive borgerliv i byen. Jeg går ud fra, at I også opfatter Taps kirke og kirkelivet omkring den, som en del af det aktive samfund i Taps. For nylig har vi f. eks samarbejdet om at opsætte fuglekasser.

Min henvendelse skyldes, at det i år til november er valg tilmenighedsrådet, og de to nuværende  repræsentanter fra Taps i det fælles pastoratsråd, Bente Therkildsen og Ditte La Cour Freiesleben holder med udgangen af denne periode. Vi står altså og mangler to personer samt to stedfortrædere  fra Taps, der vil stille op til valget i september.
Den kreds i Taps, der har båret kirkelivet indtil nu, gik for de flestes vedkommende ud af menighedsrådet ved sidste valg. Nu går så også Bente og Ditte, og det er afgørende, at der findes nogle ny, som har interesse for, og som ønsker at gøre noget aktivt for, at kirkelivet i Taps kan fortsætte og udvikle sig. Der er nogle frivillige, som gør et stort arbejde som Margit Petersen og Ejler Bodholdt, men de er også blevet ældre, og  der behøves nye kræfter, når de ikke kan mere.
Kirkegangen er lav i Taps, især på almindelige søndage, mens der til særgudstjenester altid kommer mange. Så der er noget at bygge på. Men det fordrer, at der er folk i Taps, som vil gå ind i det og gøre et stykke arbejde. Det er svært for menighedsrådsmedlemmer fra Vejstrup og Hejls at stå for kirkelivet i Taps, selvom vi selvfølgelig er fælles om det. Men kirkelivet skal bæres oppe af mennesker i det sogn, hvor kirken ligger.
Jeg går ud fra, at I er interesseret i, at kirken i Taps kan fortsætte tilpasset omstændighederne, men det fordrer som sagt, at der er nogle som stiller op til valget. Ellers kan det måske  blive nødvendigt at slå sognet sammen med de  to andre sogne, og i værste fald kan Taps kirke ende med at blive lejlighedskirke, der kun har kirkelige handlinger ved højtiderne og ved bryllupper og begravelser.
Pastoratsrådet indkalder til et menighedsmøde i Taps torsdag den 26. april kl. 19.30 i Taps skole. Jeg håber, at I fra Borgerforeningens bestyrelse vil komme og være med til at debattere fremtiden for Taps kirke.
Med venlig hilsen
Gunnar M. Krag