Der var mødt omkring 25 personer op til borgermødet der blev
afholdt inden fællesspisningen kl. 18.00.
Tommy Jensen og Torben Rasmussen bød velkommen og
orienterede om, at foreningen gennem de seneste år havde taget udgangspunkt i
”Udviklingsplanen for Taps og omegn” fra 2008, og der har været arbejdet med følgende:
·
Etableret stisystem
·
Etableret bypark med grillhytte
·
Etableret krolfbane
·
Etableret fodboldgolfbane
·
Etableret beachvolleybane
·
Opstillet træningsredskab
·
Sheltere ved byparken er bestilt
·
Trafiksanering i Taps
·
Cykelsti mellem Taps og Vonsild
Ideerne er efterhånden ved at være brugt og derfor ønsker
”Taps.dk” input og inspiration til hvad der skal arbejdes med i fremtiden.
Af samme årsag ønskes
antallet af bestyrelsesmedlemmer sat op fra de nuværende 5 til ialt 7 på
generalforsamlingen i første kvartal 2013.
Tommy nævnte at vi som lokalby i Kolding Kommune havde
mulighed for tilskud til forskellige faciliteter og aktiviteter, ligesom
foreningen havde ”spillepenge” på omkring 100.000, hvis formål var at de skulle
anvendes til noget som byen fik gavn af, så der er penge til de gode ideer.
Der kom følgende kommentarer og ønsker:
·
Hanne Holgaard orienterede om at hun arbejdede
positivt for cykelstien og personligt synes det var en rigtig god ide. Kolding
Kommune vil dog først se hvorledes forsøget med en billigere cykelsti mellem
Sjølund og Hejls faldt ud, inden de ville beslutte noget med ”vor” cykelsti.
Hanne anbefalede at vi blev ved med at gøre opmærksom på ønsket om cykelstien.
·
Etablering af legeplads
·
Køb/anvendelse af jordstykket nord for byparken
til etablering af sø
·
Etablering af træningsredskaber og bænke langs
stierne
·
Luftning af løsgående hunde skal ske de rigtige
steder og hundeejeren skal sørge for at fjerne efterladenskaberne, så de ikke
er til gene for andre. Bedre skiltning eller anden information efterlyses.
·
Aktiviteter der går på tværs af aldre, hvor unge
og ældre laver ting sammen. Annbeth Poulsen ville gerne være med i en gruppe
der lavede disse arrangementer.
·
Udendørs tavle ved købmanden pilles ned, da
informationerne nu kommer på hjemmesiden.
·
Instruktører til gymnastik blev efterlyst.
Mor-far-barn gymnastik er booket ud og der er mange børn i børnehaven som
formodes at ville deltage i gymnastik, hvis muligheden var der.
·
Torben og Hanne opfordrede de tilstedeværende
til at melde sig til at deltage i Kolding Kommunes Visionsproces. Dette arbejde
vil give inspiration til den endelige vision som Kolding Kommune vedtager og
som så skal være udgangspunktet for udviklingen af Kommunen de næste 10 år.
·
Martin Persson foreslog at lave julestue den 25.
november. Et arrangement, hvor både unge og ældre kunne deltage og sammen lave
dekorationer mm. Han ville gerne stå for
det og skolen blev booket med det samme. Godt initiativ Martin.
Tommy efterlyste hjælpere til
følgende:
·
Vedligeholdelse af fodboldgolf. Lars Jacobsen
meldte sig til at stå for dette. Yderligere hjælpere er ligeledes velkomne.
·
Stilauget, der efterhånden har mange stier at
passe.
·
Pasning af blomsterkummerne ved købmanden.
Kirsten Pedersen og Sylvia Juhl meldte sig til at tage tørnen næste år.
·
Opsætning af juletræ. Just Larsen mangler nogen
til at hjælpe sig.
·
Bordtennis. Lars Eriksen og Anders Korsgaard vil
gerne holde pause og derfor søges andre trænere/hjælpere.
Der er efterhånden mange
faciliteter og aktiviteter. Hver ting kræver nogle hjælpere for at kunne
eksistere. Det er vigtigt at der er mange hjælpere, idet arbejdet så er sjovere
og nemmere at overse, så man ikke kører træt idet. Der er i stor udstrækning
mulighed for at komme til at hjælpe med det som man selv har lyst til. Bare sig
til!!!
Tommy nævnte at man ville
digitalisere pokalerne i skabet i klubrummet, så disse kunne ses på blandt
andet hjemmesidenTaps.dk, i stedet for at stå i et mørkt hjørne af klubrummet,
hvor ingen så dem. Ingrid Bodholdt ville være behjælpelig med først at få dem i
fin stand.
Vindmøllerne blev kort drøftet
til sidst og ”Taps.dk” bekræftede at man ville sende indsigelse mod møllerne
til Kommunen.
Torben og Tommy takkede til slut
for input og inspiration, hvorefter salen blev fyldt og fællesspisningen kunne
gå i gang.
Fællesspisning
Der var var ca 70 voksne og 25 børn, der fik dejlig mad efter borgermødet. De fik forloren hare, med rødkålssalat, masser af kartofler og sovs, med dejlig tyttebær og/eller ribsgele til. Bagefter fik de is.
Stor ros, tak og klapsalver til madholdet.